NY BLOG - NY START

5 RÅD FRA EN NYSTRIKKER

I starten af oktober besluttede jeg mig for at lære at strikke. Jeg har altid gået med tanken om, at det var noget, jeg gerne ville lære. Mest fordi det ser hyggeligt ud og så er det jo en hobby, hvor resultatet er.. tøj! Min storesøster begyndte lidt før mig, og da jeg så, at hun havde succes, tænkte jeg, at jeg også kunne springe ud i det. Det er jo blevet så populært, hvilket også har resulteret i, at der er kommet flere og flere opskrifter, der skiller sig mere ud fra mængden! I dag kan jeg endda stå i H&M og vurdere, om en strikketrøje er værd at købe eller om jeg selv kan lave den.

I min nystrikker-process har jeg allerede modtaget nogle spørgsmål angående mine projekter og hvordan jeg startede. Min søster og jeg har heldigvis en mor, som hjalp os med de basale ting i begyndelsen, men i dag sidder vi alle tre og hjælper hinanden. Vores helt egen familie-strikke-klub. Jeg vil dog gerne give mine råd videre og derfor har jeg samlet 5 råd, som jeg håber, vil gavne jer, der ønsker at begynde at strikke.

FØRSTE PROJEKT: Tørklæde i retstrik || MOTIVATIONSPROJEKT: “Ballonjakken” af PetitKnit

1. Køb noget billigt garn (eller brug evt. restgarn) og øv dig på at ‘slå masker op’ og strikke ‘ret’. Der findes adskillige gode YouTube-videoer, som viser teknikken grundigt. Her vil jeg blandt andet anbefale Charlotte Kaae og Kimmie Munkholm. Sæt eventuelt videoens hastighed ned, så du kan få enhver bevægelse med. Strik nogle rækker indtil du begynder at forstå teknikken.

2. (Mit vigtigste råd!) Start med et projekt, som du VIRKELIG brænder for! Jo mere du brænder for det, jo større chance er der for, at du ikke giver op.

3. Hvis du ønsker et simpelt start-projekt uden opskrift, så kast dig ud i et retstrikket-halstørklæde, der strikkes på tykke pinde. Personligt, synes jeg tykke pinde gør det nemmere, da maskerne bliver tydeligere og derfor også er nemmere at se. Desuden, går processen hurtigere, hvilket er godt til den utålmodige nystrikker. Hvis du er klar på at lære ‘vrang’, kan du evt. lave endnu et tørklæde, hvor der nu strikkes ‘rib’ (én ret, én vrang).

4. Find nemme strikkeopskrifter. Her vil jeg blandt andet anbefale PetitKnit, da Mette klassificerer opskrifterne ud fra sværhedsgrad (fx “Novice Sweateren”, som er særligt henvendt til nystrikkere). Derudover, indeholder opskrifterne links til videoer, der viser teknikker, der bruges i den specifikke opskriftEn anden, der er værd at tjekke ud, er Spektakelstrik. Mie har blandt andet lavet videoer til hendes fantastiske (og populære) “Saga Vest”, som helt sikkert også er et godt begyndervenligt-projekt. Her følger Mie dig gennem hele strikkeprocessen – fra opslået masker til montering.

5. Besøg en garncafé. Flere og flere garncaféer popper op og de er super gode til at give råd med på vejen – om du er nystrikker eller har strikket i flere år. De kan hjælpe med alt fra opskrifter, teknikker eller anbefaling af garn. Hvis du er nær Aalborg, skal du helt sikkert kigge forbi “Garncafé Madsine”, hvor det også er muligt at slå sig ned med strikketøjet og nyde en kop kaffe eller te.

BEGYNDERPROJEKT: “Saga Vest” af Spektakelstrik (uden opsmøgninger).

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

NÆSTE INDLÆG

NY BLOG - NY START